22 nye rækkehuse på Falbegrunden

A/S Bolig Falbeparken Randers

Beskrivelse

Investeringsejendom i Randers: Falbeparken er beliggende i den nordvestlige del af Randers og opført som en hyldest til en af byens største, historiske virksomheder: G. Falbe-Hansens Klædefabrik. Virksomheden var kendt for at lave kvalitetsherretøj og den lå i byen i mere end 135 år.

Boligerne bærer generelt præg af at være opført i gode materialer, der normalt finder sin anvendelse i ejerboliger. Dette ses allerede udefra, hvor carportene er beklædt med naturskifer. Indenfor er materialerne ligeledes af høj standard, hvilket ses ved Bosch/Siemens hårde-hvidevarer, trægulve og indbygningsskabe i alle rum samt en støjsvag Thermex-emhætte.

Alt i hvidevarer medfølger i forbindelse med leje af en bolig, ligesom man bliver en del af et område med fantastiske fællesfaciliteter. Boligerne er indrettet med 3 soveværelser og toilet på boligens 1. sal, mens stueplan byder på rummelig entré, og lækkert, stort brusebadeværelse med Siemens vaskesøjle. Desuden lækkert køkken/alrum med plads til både spise- og opholdsafdeling. Husene er opført med gulvvarme overalt, varmegenvindingsanlæg, som sikrer et godt indeklima og selvfølgelig udgang til egen privat have. Foran boligen er der en flot carport samt stort rummeligt og isoleret udhus.

Følgende 10 punkter er hovedårsagerne til, at Crescendo Invest A/S har valgt at udbyde A/S Bolig Falbeparken Randers:

  1. Randers er af Institut for Fremtidsforskning udpeget som en af fremtidens vækstbyer og en attraktiv bosætningskommune, som tiltrækker borgere fra omliggende kommuner, især Aarhus.
  2. Flere og flere borgere vælger at bo til leje frem for at eje. Således er der de seneste ti år kommet 7.500, eller 24% flere borgere i lejeboliger i Randers Kommune mens knap 2.000 færre bor i ejerboliger.
  3. Randers er, qua sin placering i Jylland, et interessant investeringsområde. Det skyldes, at man fra Randers har nem adgang til motorvejen med forbindelse til blandt andet Aarhus og Aalborg. En undersøgelse fra Regionerne konkluderede, at borgerne i Randers kan nå 585.000 arbejdspladser indenfor en time i bil uden trængsel, alternativt 525.000 ved trængsel, hvorfor byen fungerer ideelt for par, der arbejder i hver sin by.
  4. Randers Kommune forventer at vokse fra knap 100.000 indbyggere til knap 110.000 indbyggere over de kommende 25 år og alene de næste 5 år skal der opføres knap 2.000 nye boliger til at huse de mange nye borgere. Heraf forventes de 700 at blive rækkehuse.
  5. Beliggenheden i Randers NV tæt på midtbyen og samtidig med nem adgang til motorvejen gør området attraktivt for pendlere, som ikke behøver bekymre sig om trængslen i midtbyen.
  6. I perioden 2010 – 2018 er der sket en udvikling i antallet af udlejede rækkehuse i Randers Kommune svarende til en vækst på 30%. Det kan derfor konkluderes, at denne type bolig er blevet en mere attraktiv beboelsesform.
  7. Ejendommen erhverves til en kvadratmeterpris på 20.753 kr., hvilket er en anelse over niveau i området. Det er opfattelsen, at kvaliteten i byggeriet retfærdiggør dette. Vurdering kan rekvireres hos Crescendo Invest A/S.
  8. Boligerne er opført i 2017-18 med en funktionel og god planløsning. Minimal spildplads, toilet på begge etager og god størrelse på værelser og stue.
  9. Boligerne er opført i ejerboligkvalitet – høj kvalitet i materialevalg ude og inde samt alle nødvendige faciliteter.
  10. Boligerne udlejes til en månedlig leje på ca. 9.950 kr., hvilket medfører, at attraktiviteten for at leje en sådan bolig er høj. Det er 4-værelsers boliger og egner sig godt til flere familietyper.

Galleri